Hundetræning - hold for børn og voksne

At have hund kræver både tid og kærlighed, men også en viden om adfærd , om racen man har valgt og  om indlæringspsykologi. Alle racer har forskellige behov og det er vigtigt at have en opmærksomhed på, hvad netop din hund er avlet til, for de problematikker der kan opstå i hjemmet, har ofte grobund i racens dna. Et eksempel kan være, at man anskaffer sig en hyrdehund og oplever den jagter cykler, biler og løbende børn, at den ikke lystrer indkald mm.

 

Som uddannet dyreadfærdsterapet og hundeinstruktør  gennem 20 år har jeg et dybt kendskab til de fleste racer og kan hjælpe med diverse problematikker, der kan opstå i hjemmet, både når det handler om ressourceforsvar, alenehjemmeproblemer og hvad der nu ellers kan opstå, når to forskellige arter skal leve sammen under samme tag.


Udover at hjælpe med de problematikker der kan opstå i hjemmet, tilbyder jeg ligeledes hundetræning for både børn og voksne. Vi anvender godbidder, legetøj, ros og ledende signaler, samt adfærd som hunden tilbyder selv. På den måde sikrer vi, at hund og ejer opnår et godt samarbejde og en forståelse for hinandens måde at kommunikere på og succesraten er høj! Hundene på mine hold lærer hurtigt - og det samme gør ejerne :) Under forløbet, som er et kursus over 6 uger af én times træning og lidt leg efterfølgende, gennemgår vi teori og praktiske øvelser og jeg hjælper hver enkelt kursist og står altid til rådighed, hvis I har brug for hjælp. Glæden ved at se, når det lykkes og når hund og ejer kommer og går glade fra træningen er mit personlige mål og netop det, der glæder mig allermest.

Et lille udpluk af nogle af de øvelser vi træner er:


Indkald, plads (gå pænt), sit, dæk, stå, fri, apport, targeting, at hilse pænt, at forholde sig i ro, træning af afstand, samt at holde positionen, mødet med "det ukendte", almindelig håndtering, som at se tænder, negle, ører mm, søgeøvelser, samt diverse andre sjove øvelser og tricks der kan fremme din og din hunds gode samarbejde.